Grønlandsk Dansk English Chinese Italian Deutsch

Verdens vildeste køkken

Det danske mad- og vinmagasin Gastro bragte i februar 2013 en reportage fra Ilulissat med titel "Verdens vildeste køkken". Her berettede en begejstret anmelder sådan om Hotel Arctic's Restaurant Ulo, hvor gæsterne har udsigt til de kolossale isfjelde, der er på vej fra Indlandsisen ud i Diskobugten:

Udsigt til verdens største skulpturpark
"Restauranten er smagfuldt indrettet med nordisk design, og udsigten må høre til en af de mest særprægede i verden.

Denne aften byder gourmetmenuen på en palet af smagsoplevelser baseret på de helt specielle råvarer, der hører de grønlandske fjelde og fjorde til: consommé af lokale rejer med grønlandsk timian, hellefisktatar, komprimerede agurker og æbler med blomkålspuré, pocheret moskus i egen soufflé med røget spansk paprika, kålrabi, moskusglace serveret med perlebyg vendt med sprængt moskushjerte, havesyre og persille, rødvinspocheret pære med dehydreret marshmallow, grønlandspost, mazarin, citroncrémebrulée, kunstigt sand, honning og vaniljeis".

Daværende køkkenchef Jeppe Ejvind Nielsen fremhæver i artiklen i Gastro sin glæde ved at arbejde med grønlandske råvarer: "De er rene i smagen. Intet er dyrket. Alt er vildt og kommer lige fra naturen. Derfor er alt også 100 procent økologisk".

Nytænkning og udvikling
Efter eksempler på køkkenets dristige anvendelse af lokale råvarer konkluderer Gastro sådan:

"Gourmetrestauranten, der ligger 250 km nord for Polarcirklen, holder den gastronomiske fane højt, selv om der ikke ligger mange konkurrerende stjernerestauranter på de samme breddegrader. Nytænkning og udvikling er tilsyneladende en del af Jeppe Ejvind Nielsen natur og faglighed", skriver anmelderen og giver køkkenchefen selv det sidste ord:

"Det er vigtigt for mig, at vores køkken hele tiden udvikler sig, og at vi eksperimenterer, så vi ikke stagnerer. Vi laver meget klassiske retter, men vi udvikler hele tiden vores teknikker og afprøver nye ingredienser. Fx eksperimenterer vi i øjeblikket med at bruge de grønlandske urter i vores desserter".

Læs daværende køkkenchef Jeppe Ejvind Nielsens gennemgang af filosofi, ambitioner og praksis i Restaurant Ulo:
Smag på fjord og fjeld på Hotel Arctic








Genveje

Anbefalet på
 
Find more about Weather in Ilulissat, GL
Click for weather forecast